Forside   Græsk   Latin   Studieretning   Kunst & arkæologi   Sprog & kultur   Middelalder   Lærere   Studenter   Link   Redaktion   Copyright

De klassiske fag på Thisted Gymnasium og HF

 

Sagnet om Troja

Fortid og nutid

Hos alle folkeslag har man elsket at fortælle sagn om gamle dage. I en nutid, der måske ikke var alt for spændende, forestillede man sig en fjern fortid, hvor mænd var helte, og hvor afstanden mellem guder og mennesker ikke var større, end at guderne kunne færdes blandt mennesker.

Ganske som vikingetiden for henved 1000 år siden er en del af danskernes sagnverden, placerede også grækerne og romerne deres sagnverden omkring 1000 år før deres egen tid. To heltedigte rager op over det øvrige sagnstof, Iliaden om kampene ved Troja (også kaldet Ilion) og Odysseen om helten Odysseus' langvarige hjemrejse. Begge heltedigte tilskrives en mytisk (sagnagtig) digter ved navn Homer.

Sagnet om Troja har inspireret forfattere og kunstnere lige siden renæssancen. Her har den danske kunstner Bertel Thorvaldsen tegnet den scene i Iliadens 6. sang, som skildrer trojaneren Hektors gribende afsked med hustruen Andromache og den lille søn Astyanax. I baggrunden sidder en tjenestepige som tavst vidne til afskeden. Tegning fra omkring 1800.

Arkæologernes Troja

Nyere udgravninger har identificeret Troja som en borg, der lå på Lilleasiens vestkyst nær indsejlingen til Hellespont, det stræde, der forbinder Middelhavet med Sortehavet.

Engang omkring 1200 f.Kr. blev denne borg indtaget af folk fra Grækenland. Borgens beliggenhed ved indsejlingen til Sortehavet gjorde den til et naturligt mål for de første grækere.

Skjaldenes Troja

Beretningen om Trojas indtagelse blev overleveret gennem generationer af omvandrende skjalde for til sidst at blive nedskrevet omkring 530 f. Kr. Og hvad der oprindeligt var en kamp om fri adgang til Sortehavets kyster, blev nu til en beretning om helte og en skøn kvinde ved navn Helena.

Skjaldene fortalte, at det hele begyndte med et bryllup mellem havgudinden Thetis og kong Peleus. Guderne var indbudt til festen, dog havde man undladt at indbyde gudinden for strid og splid, Eris. Man ville have en fredelig fest.

Men Eris blev vred og kastede et gyldent æble ind i selskabet. På æblet stod der Til den skønneste kvinde. Gudinderne Hera, Athene og Afrodite gjorde alle krav på æblet. Man besluttede derfor at lade en trojansk prins, Paris (også kaldet Alexandros), afgøre, hvem der var den skønneste.

Alle tre gudinder forsøgte at påvirke Paris med løfter; såvel Hera som Athene lovede ham magt, men Afrodite lovede ham jordens skønneste kvinde, Helena. Valget var let: Paris gav Afrodite det gyldne æble.

Men der var et problem: Helena var allerede gift med Spartas konge, Menelaos. Så da Helena var taget afsted med Paris til Troja, sendte Menelaos bud til broderen Agamemnon, der var konge over den største borg, Mykene, der ligesom Sparta lå på Peloponnes. Sammen med de øvrige græske høvdinge udrustede de en mægtig flåde, der sejlede til Troja.

Den trojanske hest, gengivet i relief på en græsk vase af terrakotta (brændt ler) fra omkring 675 f. Kr. Inde i hestens bug sidder grækerne, medens trojanerne vimser omkring udenfor og oven på hesten i den enfoldige tro, at hesten er en venlig gave.

Belejringen blev langvarig. Den ypperste helt blandt grækerne var den unge Akilleus, blandt trojanerne var det Hektor, der udmærkede sig frem for de øvrige. Efter 10 års forgæves belejring besluttede man at anvende en list, Den trojanske Hest. Man placerede en træhest som gave foran borgporten og lod som om man havde opgivet belejringen. Ganske vist var der en trojansk præst, Laokoon, der gennemskuede den falske gave, men Athene sendte nogle store giftslanger, der dræbte ham og hans to sønner. Trojanerne trak derpå hesten ind i borgen, fejrede grækernes formodede afrejse og faldt i søvn. Men om natten åbnedes hesten, og ud myldrede det med kampklare grækere, der åbnede borgporten for kammeraterne. Således blev Troja indtaget.

Menelaos vendte derpå hjem med Helena til Sparta, hvor de levede lykkeligt sammen til deres dages ende.

Broderen Agamemnon vendte også hjem til sin borg, Mykene, men hans hustru Klytaimnestra havde i de 10 mellemliggende år været ham utro med skurken Aigisthos. Sammen med Aigisthos dræbte hun den hjemvendte ægtemand. Det mord måtte børnene Orestes og Elektra siden hævne, og det kunne kun gøres ved at myrde moderen og hendes elsker Aigisthos.

Guder på grækernes side
  • Hera
  • Athene

Vigtige grækere

  • Agamemnon, grækernes hærfører
  • Menelaos, hans broder
  • Akilleus, konge af Ftia
  • Patroklos, Akilleus' bedste ven
  • Odysseus, listig konge fra Ithaka
  • Nestor, klog gammel konge fra Pylos
  • Ajax fra Salamis og Ajax fra Lokris
  • Diomedes
Guder på trojanernes side
  • Afrodite
  • Apollon

Vigtige trojanere

  • Priamos, Trojas gamle konge
  • Hekabe, Trojas dronning
  • Hektor, søn af Priamos
  • Paris, søn af Priamos
  • Kassandra, synsk datter af Priamos
  • Andromakhe, Hektors hustru
  • Astyanax, Hektors lille søn

Akilleus' vrede

Der var i oldtiden flere beretninger om indtagelse af Troja, men den beretning, der fik afgørende betydning for eftertidens litteratur og kunst, er Iliaden af Homer.

Homer giver ikke et referat af, hvad der skete i løbet af de 10 år, belejringen af Troja varede, men bygger beretningen op omkring et enkelt tema, Akilleus' vrede.

Handlingen starter, da grækerne har plyndret egnen omkringTroja og i den forbindelse røvet nogle unge piger, Khryseis og Briseis. Agamemnon får tildelt Khryseis, Akilleus Briseis som krigsbytte. Men guden Apollon forlanger, at Agamemnon skal give Khryseis tilbage til hendes fader, Khryses. Efter nogen diskussion bøjer Agamemnon sig, men forlanger en erstatning, Akilleus' pige Briseis. Han kan som hærfører ikke tåle det prestigetab at være uden krigsbytte.

Akilleus bliver rasende over at skulle give Briseis til Agamemnon og opsøger derfor sin moder, havgudinden Thetis. Hun lover at udvirke, at Zeus giver trojanerne held under kampene, så Agamemon kan fortryde, at han tog Briseis fra Akilleus. Akilleus selv vil ikke længere kæmpe sammen med de andre grækere, men vælger rollen som passiv tilskuer.

Men da det lykkes trojanernes anfører Hektor at myrde Akilleus' bedste ven Patroklos, drejes Akilleus' vrede i en mere konstruktiv retning, for nu er han vred på trojanerne og atter klar til at kæmpe for grækerne. Derpå følger en mægtig kampscene mellem Akilleus og Hektor, der ender med, at Akilleus dræber Hektor, spænder ham efter sin stridsvogn og kører tre gange rundt om Troja, medens trojanerne lamslåede står på muren og er tilskuere til, hvorledes Akilleus skænder deres døde helt.

Iliaden, der altså handler om Akilleus' vrede mod først Agamamnon og siden Hektor, slutter med, at Hektors fader, den gamle Priamos, opsøger Akilleus for at få sin søns lig udleveret, så drengen kan få en rigtig begravelse. Efter endnu et anfald af vrede falder Akilleus til ro og udleverer Hektors lig til Priamos. Agamemnon har allerede tidligere givet Briseis tilbage til Akilleus.

Vreden er slut og derved også heltedigtet Iliaden. Hvad der ellers skete ved Troja, må man læse om i Odysseen og andre beretninger fra oldtiden.

Trojaneren Æneas

Æneas, der var søn af Anchises og gudinden Afrodite, var en af de ganske få trojanere, som overlevede Trojas ødelæggelse. Æneas blev siden romernes "nationalhelt." Ifølge sagnet lykkedes det Æneas at flygte fra det brændende Troja, og efter mange genvordigheder kom han til Latium, hvor han blev gift med latinerkongens datter Lavinia. Sammen med hende blev han stamfader til alle senere romere, heriblandt også Romulus og Remus, Cæsar og Augustus.

Således fik romerne et sagn, der knyttede an til grækernes sagn om Troja, uden at de selv blev efterkommere af de grækere, som de dels beundrede og dels kunne føle sig underlegne overfor. Dette sagnstof om trojaneren Æneas anvendte digteren Vergil (71-19 f.Kr.) til sit store heltedigt om romernes tidligste historie, Æneiden.

Sagnenes menneskesyn

En rigtig helt er en frygtløs og intelligent kriger, der forstår at bruge sine kræfter med omtanke. Som andre mennesker er helten underlagt skæbnens luner, men han bærer sin skæbne med rank ryg uden at kny.

Bestemmende for heltens handlinger er begreber som ry og slægt, for anden form for udødelighed findes ikke i det heroiske univers. Men også venskab og evnen til at formulere sig klart og overbevisende er værdifulde egenskaber for heltene i de homeriske digte.

BJ / 2010