Forside   Græsk   Latin   Studieretning   Kunst & arkæologi   Sprog & kultur   Middelalder   Lærere   Studenter   Link   Redaktion   Copyright

De klassiske fag på Thisted Gymnasium og HF

 

De 12 olympiske guder

De homeriske guder

Mytologi

Mytologi er læren om de sagn, der fortælles om guder og helte (mythos betyder sagn, logos læren om). De ældste sagn i Europa findes hos to græske digtere, Hesiod og Homer. Hesiod, der levede som bonde i det 8. årh. f.Kr. i Boiotien, digtede et værk om gudernes oprindelse og slægtskab. Værket hedder Theogonien (theo = gud, goni = slægt).

Gudernes oprindelse

Oprindeligt var de fleste græske guder tilknyttet en bestemt bystat, som de beskyttede i fred og krig. Parallelt med den øgede specialisering i den græske bystat tillagdes også guderne særlige egenskaber, så de blev specialister på hvert deres felt.

Samtidig satte en digter som Homer guderne sammen i en stor gudefamilie med bolig på det vilde bjerg Olympen. Man taler nu om 12 olympiske guder med Zeus som deres konge.

Udsnit af en græsk sortfigursvase - en amfor - fra omkring 525 f. Kr. Til venstre ses havguden Poseidon, genkendelig på sin trefork, som han bruger til at fange fisk med.
I midten ses vinguden Dionysos med et vinbæger i venstre hånd. Til højre i billedfeltet ses gudernes konge, Zeus, der holder om tordenkilen. Nationalmuseets Antiksamling. Foto: Lennart Larsen.

De første guder

Fra kaos til kosmos

Men før de olympiske guder fik magten, så verden anderledes ud. Først herskede der kaos (uorden), men med tiden blev kaos forvandlet til kosmos (orden), og nu var der to guder, himmelguden Uranos og jordgudinden Gaja.

Titanerne

Sammen fik Uranos og Gaja 12 børn, som kaldes titanerne. Da Uranos frygtede, at hans mange børn ville gøre oprør, skjulte han dem i det indre af Gaja. Men den yngste søn Kronos fik Gaja over på sin side, hvorpå han gjorde oprør og tilføjede sin fader et dødbringende sår. Inden Uranos døde, spåede han, at samme skæbne skulle overgå Kronos.

Kronos giftede sig nu med sin søster Rea. Af frygt for at lide samme skæbne som sin fader, åd han sine børn, efterhånden som de blev født. Rea blev vred over børnenes skæbne, så da hun fødte det sidste barn, Zeus, gav hun Kronos en sten i stedet for barnet. Kronos åd stenen, og Rea gemte Zeus, som voksede op på Kreta uden faderens viden.

Da Zeus var stor nok, vendte han hjem og ledte et oprør mod Kronos. Rea gav Kronos et middel, så han kastede alle børnene op. Titanerne blev overvundet, og Zeus styrtede dem i Tartaros, et dyb, der ligger neden under dødsriget. Nu var tiden inde til at bosætte sig på Olympen.

Giganterne

Men endnu en kamp stod tilbage at vinde. For ud af Uranos’ blod var der opstået nogle guddommelige kæmper, som kaldes giganterne. De forsøgte at storme Olympen, men guderne gik til modangreb godt hjulpet af Herakles. Kampen endte med, at giganterne blev overvundnet og kastet i havet. Nu kunne guderne indrette sig på Olympen, et mægtigt bjerg i det nordlige Grækenland.

De latinske navne

De romerske digtere overtog den græske mytologi, dog blev myterne overført på et allerede eksisterende latinsk eller etruskisk gudenavn. Således optræder de olympiske guder med undtagelse af Apollon snart under et græsk, snart under et latinsk navn. I Danmark og Tyskland kaldes guderne sædvanligvis ved deres græske navn, medens man i bl.a. England og Frankrig bruger en form af det latinske navn.

Udsnit af græsk sortfigursvase fra omkring 500 f. Kr. Figurenes hvide farve markerer, at der er tale om kvindelige guddomme. Til venstre ses gudinden Hera, i midten gudinden Athene med sin hjælm i venstre hånd og et spyd i højre. Bag Athene ses en hjort, der symboliserer uskyld, og Athene er netop en af de to jomfruer blandt gudinderne. Til højre ses kærlighedsgudinden Afrodite med en rose i hånden. Sammenstillingen af disse tre gudinder leder tanken hen på Stridens æble, der blev anledning til Den Trojanske Krig. Nationalmuseets Antiksamling. Foto: Lennart Larsen.

De 12 olympiske guder

Slægtsskab, funktion, kendetegn og venner

Nedenfor anføres de guder, der ofte betegnes som de 12 olympiske, med deres særlige kendetegn i kunsten. Man skal være opmærksom på, at man undertiden kan finde modstridende forklaringer på guderne. Den græske mytologi er skabt af digtere og forfattere, som er frit stillet til selv at digte noget til eller trække noget andet fra. Mytologien er ikke af samme alvorlige karakter som f.eks. beretningerne om Jesus i Det Ny Testamente.

Zeus hedder hos romerne Jupiter. Zeus er gudernes konge og broder til flere guder og fader til andre guder samt mange jordiske personer. Han opretholder lov og orden, og han beskytter de fremmede. Som himmelgud kendes han på tordenkilen, og ørnen, egetræet og den vilde oliven er hans kendetegn. Den unge Ganymedes er hans særlige ven og mundskænk.

Hera, der hos romerne hedder Juno, er Zeus’ søster og hustru. Hun beskytter ægteskabet, og den hvide ko er hendes særlige dyr. Sammen med Zeus har hun sønnen Hefaistos.

Athene hedder hos romerne Minerva. Hun er datter af Zeus og mindets gudinde Mnemosyne. Hun skildres især i tidlig tid som bybeskytter udstyret med våben. Men hun er også gudinde for finere håndværk, kunst og videnskab. Hendes kendetegn er hjælm, lanse, skjold, evt. borgslange ved skjoldet, ugle og oliventræ. Hun interesserer sig ikke for erotik og er derfor jomfru.

Poseidon kaldes hos romerne Neptunus. Han er broder til Zeus, og hans særlige område er havet. Men også hesten er knyttet til ham, og derfor forbindes han også med den bedrestillede overklasse, der har råd til at holde hest. Poseidon skildres i kunsten ofte nøgen og med trefork, et redskab, der ligner et ålejern, og som er beregnet til at fange fisk. Hans hustru er havgudinden Amfitrite. Det er dog sammen med nymfen Thoosa, at Poseidon avlede den vilde kyklop Polyfem.

Hermes kaldes hos romerne Mercurius. Han er søn af Zeus og Maja, og han er gudernes sendebud. Han beskytter handel, men også tyve, da handel og tyveri ikke altid kan skilles ad. Hans kendetegn i kunsten er heroldstav (en stav, der viser, at han er sendebud), rejsekappe og bredskygget rejsehat. Ofte har han vinger på fødderne og undertiden også på hatten. Han er god ven med den lille frække Pan.

Hefaistos, som romerne kalder Vulcanus, er søn af Zeus og Hera. Som lille blev han af sin fader Zeus kastet ud af Olympen og faldt ned på øen Lemnos, hvor han for al tid brækkede det ene ben. Han er gud for ilden og smedekunsten. Hans kendetegn er hammeren, og han gengives ridende, da han jo er halt. Hans venner er kykloperne og vinguden Dionysos.

Relief med Afrodite på en bygning på Skt. Annæ Plads i København, opført af DFDS (Det Forenede Dampskibs-Selskab) i det 19. århundrede. En frodig Afrodite i muslingeskal omgives af amoriner og sønnen Eros, medens hun føres hen over havet af 4 delfiner. Til venstre ses en maritim udgave af Hermes med heroldstav, til højre Poseidon med trefork. Relieffets budskab er, at DFDS står for god handel og sikker søfart.

Afrodite, som romerne kalder Venus, blev født på ejendommelig vis. For da Kronos dræbte sin fader Uranos, blev de ædlere dele kastet i havet, og derpå blev Afrodite født af havets skum. Afrodite tilhører altså titanerne og er således tante til Zeus og flere andre guder. Afrodite står for erotik og skønhed. I kunsten gengives hun nøgen, gerne med en delfin ved fødderne for at markere hendes tilknytning til havet. Rosen og duen er hendes øvrige kendetegn.

Afrodite er gift med Hefaistos, men det er med krigsguden Ares (på latin Mars), hun har sin søn, den lille Eros (på latin Amor eller Cupido). Fra moderen har Eros arvet interessen for erotik, fra faderen evnen til at ramme med bue og pil. Men det er menneskets hjerte, der er målet for hans træfsikre pile.

Apollon hedder hos romerne Apollo, og han har således som den eneste af de olympiske guder ikke et særligt romersk navn. Apollon er ligesom sin tvillingesøster Artemis barn af Zeus og Leto. Apollon er gud for lægekunst, orakelsvar og spådomme, musik, kunst og filosofi. I tidlig tid skildres han med bue og pil. Ravnen, der er visdommens fugl, er hans fugl og lyren hans musikinstrument. Hans præstinde ved oraklet i Delfi hedder Pythia, hos romerne kaldet Sibylla. Apollon identificeres med solen på samme måde, som søsteren Artemis identificeres med månen.

Apollon forbindes ofte med de 9 muser, som dog også kan kaldes døtre af Zeus. Blandt muserne står Kalliope for heltedigtning, Kleio for historieskrivning, Euterpe for fløjtespil, Melpomene for tragedien, Terpsikore for dans, Erato for lyrespil, Polyhymnia for sakral (hellig) sang, Urania for astronomi og Thalia for komedien.

Artemis hedder hos romerne Diana. Hun er tvillingesøster til Apollon, og hun beskytter jomfruer, fødsler og den uberørte natur. Artemis gengives i kunsten med bue og pil, og hjorten er hendes hellige dyr. Hun færdes i skovene og omgives af nymferne, kvindelige naturvæsener. Hun er ligesom Athene jomfru.

Dionysos svarer til romernes Bacchus, der også kaldes Liber. Dionysos er søn af Zeus og Semele, og han er vinens og ekstasens gud. Han kendes derfor på drikkehorn og en krans af vedbend. Dobbeltfløjten er hans musikinstrument. Dionysos omgives af satyrer, silener og mænader. Satyrerne og silenerne er vilde og gejle væsner, mænaderne er deres kvindelige modstykke.

Hades hedder Orcus på latin. På græsk kaldes han også Pluton, der gengives med Pluto på latin. Han er broder til Zeus og konge i Dødsriget, der også bærer hans navn. Han kendes på tronstol og den trehovede hund Kerberos, der vogter indgangen til dødsriget. Undertiden afbildes Hades i et firspand i færd med at røve Persefone.

Hades røver Persefone. Demeterhymnen fortæller, at Demeters datter med Zeus, Persefone, gik og plukkede blomster, da Hades pludselig viste sig i sin sorte vogn. Inden hun nåede at flygte, var hun på vej til Hades' underjordiske rige.
Længe ledte Demeter forgæves efter datteren, men da hun så truede guderne med sult ved at udsulte menneskene, som skulle bringe dem ofre, fik hun datteren tilbage, dog på den betingelse, at hun hvert år skulle tilbringe nogle måneder hos Hades.

Denne figurgruppe med Hades og Persefone er udført i marmor i 1619 af Giovanno Lorenzo Bernini (1598-1680). Villa Borghese, Roma
.

Demeter kaldes på latin Ceres. Hun er søster til Zeus, og med ham får hun datteren Persefone, der ofte blot kaldes Kore ( = datter). Romerne kalder hende Proserpina. Demeter er gudinde for vegetation og korn. Hun gengives derfor med kornaks. Både hun og datteren ses også med fakler på grund af datterens ufrivillige ophold i det mørke dødsrige. Sammen med dem ses undertiden den eleusinske prins Triptolemos, til hvem de overdrager kornet.

Gudernes død og genfødsel

Ved oldtidens slutning måtte de græskromerske guder vige for kristendommen. Men under renæssancen 1400-1600 genfødes guderne til nyt liv. For renæssancens kunstnere havde brug for flere motiver end dem, som de kunne finde i Biblen.

Fra renæssancen bliver det atter almindeligt at møde antikke guder i såvel skulptur som malerkunst. Og talrige bygninger fra renæssance, klassicisme og historisme har motiver med græske guder, der skal symbolisere f.eks. frugtbarhed (Demeter), håndværk (Hefaistos), handel (Hermes) og søfart (Afrodite). Er man opmærksom, vil man i mange danske og europæiske byer se husgavle og facader med græske guder.

Litteratur

Leo Hjortsø, Græske guder og helte, Politikens Forlag 1971 (og mange senere oplag). Fyldigt opslagsværk.
Villy Sørensen, Apollons oprør, De udødeliges historie, Vindrose 1989. Græsk mytologi anvendt til eftertanke.

BJ / 2010