Forside   Græsk   Latin   Studieretning   Kunst & arkæologi   Sprog & kultur   Middelalder   Lærere   Studenter   Link   Redaktion   Copyright

De klassiske fag på Thisted Gymnasium og HF

 

De græske bystater

Bystatens oprindelse

Den græske bystat, πόλις, opstår i løbet af det 9. årh. f.Kr. og når sin fulde udvikling i det 5. årh. f.Kr. Bystaten som samfundsform breder sig til hele Middelhavsområdet og bliver den dominerende samfundsform i oldtiden.

Ganske vist mister de græske bystater deres suverænitet (selvstændighed) under hellenismen (ca. 330-50 f.Kr.), men de bevarer dog en høj grad af lokalt selvstyre. Bystaterne går først under sammen med den øvrige antikke kultur i de mørke århundreder mellem oldtid og middelalder (ca. 400-1.000 e.Kr.).

Beliggenhed, antal og størrelse

Bystaten opstår ofte ved foden af den tidligere mykenske borg, som forlades, ja overlades til den lokale guddom. Derfor ligger bystatens tempel ofte på en άκρό-πολις (akro-polis), dvs. byhøjen.

Bystaten består af en hovedby og et territorium, der afgrænses af naturlige grænser. Der har været ca. 1.000 græske bystater, hver med en befolkning på mellem 10.000 og op til 250.000 indbyggere.

Autonomi

Den enkelte bystat er autonom: den har eget styre, egne love og fra omkring 600 f. Kr. ofte også egne mønter. Også kolonierne er autonome i forhold til moderbyen hjemme i Grækenland, selv om der selvfølgelig er tætte bånd mellem koloni og moderby. Kun den frie borger, πολίτης, deltager i styret af bystaten.

Autonomien medfører splittelse, og splittelsen var medvirkende årsag til, at mange græske bystater mistede deres autonomi under de makedonske konger: Filip og Alexander den Store (356–323 f. Kr.)

Specialisering

Bystaten kendes på en høj grad af specialisering. Blandt befolkningsgrupperne bemærkes: bønder, specialiserede håndværkere, handelsfolk, metoiker (tilflyttere) og slaver.

Forsvar

Hæren består af ryttere, hoplitter (tungt bevæbnede soldater), peltaster (letbevæbnede soldater) og thetes, rorkarlene på flåden. Hoplitterne kæmper i falanxer og udgør hærens væsentligste slagkraft.

Man gør krigstjeneste efter formue: aristokraterne kæmper til hest, de velstillede håndværkere er hoplitter, medens de mindrebemidlede deltager i krigen som peltaster og rorkarle.

Idrætten havde en central placering i bystatens liv; den skulle forberede de unge mænd til at kunne forsvare bystatens interesser. På denne græske vase fra o. 490 f. Kr. ses fra venstre en springer, der holder spingvægte i sine hænder, derpå en psykaster, i mudten en fløjtepsiller, derpå en diskoskaster samt endnu en springer. Antiksamlingen, Nationalmuseet, København. Foto. Lennart Larsen.

Alfabet, skole og videnskab

Grækerne overtog det fønikiske alfabet, der var en konsonantskrift, omkring 725 f.Kr. Hertil føjede grækerne vokalerne. Dette alfabet overtog etruskerne og siden romerne, og det er i den latinske udgave, det fortsat anvendes i den vestlige kulturkreds.

Omkring 593 f.Kr. får Athen den første skolelov. Omtrent samtidig begynder den græske filosofi med de joniske naturfilosoffer. Egentlig systematisk videnskab begynder i det 5. årh. f.Kr.

Hovedtræk af den politiske udvikling 1.200 - 400 f.Kr.

  • 1.200 f.Kr. Monarki: kongen har magten; ofte arver sønnen magten efter sin fader.
  • 900 f.Kr. Aristokrati: de store jordbesiddere har magten.
  • 600 f.Kr. Tyranni: en enkelt tager magten ved hjælp af underklassen
  • 500 f.kr. Demokrati: folket har magten. Love mm vedtages på folkeforsamlinger, hvor hver fri borger har en stemme.

Fællestræk ved de græske bystater

Trods indbyrdes stridigheder er der så mange fællestræk ved de græske bystater, at grækerne betragtede sig selv som noget særligt i forhold til alle andre, der kaldes barbarer.

Selve ordet barbar er et onomatopoietikon, dvs. et lydmalende ord, der gengive barbarernes sprog, der i grækernes øre lød som det rene ba-ba-ba.. Blandt vigtige fællestræk bør nævnes:

1. Sproget

Siden første kolonisation omkring 900 f. Kr. var der 3 vigtige græske dialekter: æolisk, jonisk og dorisk, men forskellen på dem er ikke større, end man kan forstå hinanden. Det er den joniske dialekt, der lever videre i nygræsk.

Livet i den græske bystat var udpræget patriakalsk: Det er er mændene, som går til fest. På dette punkt adskiller grækerne sig fra etruskerne og romerne, hvor det var almindeligt at have kvindrene med til bords. 

På dette udsnit af drikkeskål fra omkring 490 ses fra venstre to ældre mænd ligge til bords, medens de drikker vin. Til højre for dem ses en fløjtespillende hetære, dvs. yngre kvinde, der lever af at underholde ved sådanne fester. På væggen hænger en lyre, som er det andet vigtige musikinstrument hos grækerne.

I modsætning til mange nabofolk havde grækerne ikke mange tabuer, dvs. forbud. Det var almindeligt at gengive såvel kvinder som mænd nøgne.

2. Levevis og moral

Familien er samfundets kerne; man lever i et monogamt ægteskab, og faderen har det afgørende ord i familien. Samfundet er udpræget patriarkalsk (= far har magten).

Man spiser og drikker så nogenlunde det samme i alle bystater: brød og grøntsager, herunder løg og oliven. Hertil drikkes vin, der fortyndes med vand. Man spiser også fisk og kød, men i mindre omfang end i den moderne vestlige kulturkreds.

I modsætning til andre kulturer har grækerne få tabuer, forbud. Næsten alt kan spises, og selv om man i princippet er monogam, er der vide grænser for det normale.

De manglende forbud hænger sammen med grækernes nysgerrighed, og det er den nysgerrighed, der også får dem til at formulere de første filosofiske spørgsmål.

3. Guder og myter

Grækerne er fælles om de 12 olympiske guder, selvom man er mest knyttet til den lokale bygud. Man ofrer til guden, for at guden til gengæld skal sikre den materielle velstand. Man taler i religionshistorien om princippet: do ut des, jeg giver, for at du skal give.

Man er ligeledes fælles om de store myter og sagn, således som de bl.a. kendes fra Homers digte: Iliaden og Odysseen. Børnene lærte disse digte i skolen og blev således opdraget med deres livssyn og idealer.

Hver by havde sin egen gud, sin bybeskytter, som man fejrede ved årlige fester. Athene var således bybeskytter (Polias) for byen Athen. Ved festerne var der processioner (optog), sang, dans, ofre og konkurrencer.
Indskriften til venstre på denne amfor (vase) fra omkring 525 f. Kr. fortæller, at den har været en præmie til en af vinderne ved panathenæerfesten i Athen. Vasen har indeholdt et års forbrug af olivenolie, som blev anvendt til at pleje huden på sportspladsen. Bagsiden af vasen viser, at vinderen har vundet i løb. Antiksamlingen, Nationalmuseet, København. Foto: Lennart Larsen.

4. Panhellenske lege

Hver bystat havde sine egne fester, som man kaldte lege. Ved disse lege ofrefe man itlden lokale guddom og lod ungdommen vise, hvad den kunne i sport, danms og sang.

Med regelmæsisge mellemrum blev der afholdt panhellenske (= fællegræske) lege, som alle bystater sendte repræsentanter til. Der var fire panhellenske lege: De Olympiske Lege i Olympia til ære for Zeus, De Pythiske Lege i Delfi til ære for Apollon, De Isthmiske Lege ved Korinth til ære for Poseidon og De Nemeiske Lege ved Nemea til ære for Zeus.

De Olympiske Lege fejredes hvert fjerde år. De anvendtes tillige til en fælles datering af historiske begivenheder. De første lege skulle have fundet sted i 776 f.Kr. Tidsrummet mellem to olympiske lege kaldtes en olympiade. Grækerne siger derfor, at en begivenhed fandt sted i den og den olympiade, og inden for olympiaden taler man om første, andet, tredie eller fjerde år. Denne måde at datere på fortsatte under romerne, og det er først i det 4. årh. e.Kr., at man begynder at datere efter Kristi fødsel.

Ved de panhellenske lege ofrede man til guderne, ungdommen viste, hvad den kan udrette i sport, dans og sang, og de ældre mødes for at drøfte ting af fælles af interesse. Under de panhellenske lege glemmes al indbyrdes uenighed.
 

BJ / 2010