Forside   Græsk   Latin   Studieretning   Kunst & arkæologi   Sprog & kultur   Middelalder   Lærere   Studenter   Link   Redaktion   Copyright

De klassiske fag på Thisted Gymnasium og HF

 

Pompeji og Herculaneum

Fred og idyl

Efter Forbundsfællekrigen 91- 87 f. Kr. fulgte en periode, der var præget af romanisering og voksende velstand i byerne i Campanien. I årtierne omkring Kristi fødsel blev de befolkningsmæssige forskelle udvisket, og det latinske sprog afløste det oskiske, som man hidtil havde benyttet i de af Campaniens byer, der ikke var grundlagt af grækerne.

Med kejser Augustus begyndte Pax Romana, en næsten 200 år lang periode præget af fred og materiel velstand i Romerriget. Campanien oplevede nu en velstand som aldrig tidligere, og kystområderne ved Cumae og Baiae blev ferieområder for den romerske overklasse, ganske som Skagen i Jylland og Tibirke / Tisvildeleje i Nordsjælland.

Kort over Napolibugten. I oldtiden gik kystlinjen lidt længere inde i landet, således at både Herculaneum og Pompeji lå ved havet. Byen Pompeji opstod, hvor vejen fra Napoli mod syd deler sig i to. Den ene vejgren fører ud mod Surrentum, medens den anden fører videre mod Syditalien.

Pompeji og Herculaneum

Blandt de byer, der blomstrede under de nye forhold, var Pompeji og Herculaneum, begge beliggende ved foden af Vesuv.

Herculaneum lå nærmest den store græske by Neapolis og er opkaldt efter den græske helt Herakles. Såvel beliggenhed som navn antyder, at Herculaneum må have haft en græsk oprindelse. Men på Augustus' tid fremtræder byen i lighed med de øvrige byer i Campanien som et resultat af langvarig kulturel blanding.

Pompejis oprindelse er ikke entydig græsk. Pompeji er opstået ved en vejforgrening, hvor vejen fra Neapolis mod syd deltes i to. Den ene vejgren fortsatte ud mod Surrentum, den anden mod Lucanien, hvor folk fra Sybaris havde grundlagt kolonien Poseidonia (opkaldt efter den græske havgud Poseidon) omkring midten af det 7. årh. f.Kr. Ved denne forgrening opstod en markedsplads med begyndende bydannelse, der kunne betjene de rejsende. Dette må være sket tidligt, formodentlig engang i begyndelsen af det 7. årh. f.Kr.

I det 6. årh. f.Kr. fik Pompeji et græsk tempel. Ruinerne af templet er endnu synlige på Forum Triangulare. Disse ruiner samt det nærliggende græske teater vidner om væsentlig græsk indflydelse i byens tidlige periode. Omtrent samtidig blev byen omgivet med en bymur, der blev fornyet sidste gang i forbindelse med Forbundsfællekrigen.

Men ellers er det oskerne, der har domineret byen. Oskerne er et folk, der oprindeligt boede oppe i bjergene øst for Vesuv. Sproget i Pompeji var således oskisk, men i årtierne omkring Kristi fødsel ændredes byens karakter fra at være en overvejende oskisk by til at blive en latintalende romersk provinsby. I forbindelse med denne ændring af byens karakter blev Forum ombygget og forsynet med et kapitolinsk tempel, dvs. et tempel i lighed med det vigtigste tempel i Rom, templet for Iupiter Optimus Maximus (den bedste og største) på Kapitol. Noget tilsvarende skete i mange andre provinsbyer.

Forum – Torvet – i Pompeji. For enden ligger templet for Jupiter, og bagved ses vulkanen Vesuv.

Pompejis byplan

Det er området omkring forum, som udgør den oprindelige bykerne. Det var her, at vejen fra Napoli mod syd delte sig i to. De krogede gader omkring Forum vidner også om et oprindelig vejforløb, der er opstået nærmest af sig selv. Men efterhånden som byen fik brug for flere boliger, inddrog man jorden mod øst til ny bebyggelse. Og netop gaderne i disse områder er præget af rette vinkler, hvilket er et udtryk for en senere udstykning, hvor man har haft en byplanlægning.

Grundplan over Pompeji. Hele byen er omgivet af en bymur. Grundplanen viser 3 af byens 7 byporte. Øverst til venstre ses Porta Herculanensis, som fører ud mod Herculaneum og videre mod Neapolis. Porta Marina i byens vestligste ende førte ned til havet. Porta Nucerina mod syd førte mod Nuceria og videre til Syditalien.
De lyse områder mod nord og øst er områder, som endnu ikke er udgravet og frilagt.

 

Forum fortsatte med at være byens centrum gennem hele dens 700 årige lange historie. For enden af Forum mod nord ligger byens hovedtempel, indviet til Jupiter, og tæt på ligger templet for kejserens Genius, dvs. skytsånd. Syd for forum ser man på kortet en basilica, en stor overdækket hal, der bruges til offentlige møder.

De fleste huse ligger i en større boligblok, som kan rumme omkring 10 huse. Vettiernes hus nord for Forum ligger netop i en sådan boligblok, som romerne i øvrigt kaldte en insula, en ø, for den er omgivet af gader som en ø af vand. Når Faunens hus nær Vettiernes hus fylder en hel boligblok, skyldes det en rigmand, der havde opkøbt hele området, så han kunne udvide sit hus.

Boligblokkene bestod ikke alene af beboelseshuse, men mellem disse lå værkstæder, bagerier og thermopolier, dvs. små forretninger, der solgte varme (thermos = varm) retter til de forbipasserende. Netop de mange værksteder og bagerier giver indtryk af en høj grad af specialisering.

Et af de mange thermopolier, udsalgssteder med varme retter i Pompeji.
Her er det et hold klassikere fra Thisted Gymnasium og HF, der har samlet sig omkring disken med hullerne til gryderne med de varme retter.

Til højre for Forum ses på grundplanen et bygningskompleks, der kaldes Stabianertermerne. Termer er badeanstalter, sædvanligvis offentlige, hvor byens indbyggere kunne hygge sig om eftermiddagen. Når disse hedder Stabianertermerne, skyldes det blot, at de ligger på den vej, der fører mod Stabiae og videre mod Surrentum. Endelig ses yderst til højre byens amfiteater, der blev brugt til bl.a. kampe mellem vilde dyr og mennesker.

Lidt syd for Stabianertermerne ligger et tempel for Isis, en ægyptisk guddom. Ikke mærkeligt, for i hele det 1. århundrede efter Kristi fødsel søgte mange romere svar på tilværelsens store spørgsmål ved at lade sig optage i en af de store religioner fra Nærorienten, Isiskulten fra Ægypten eller Mitraskulten fra Persien.

Hvor mange indbyggere havde disse to oldtidsbyer, da de var på deres højeste? Vi ved det ikke præcist, men arkæologerne antager, at Pompeji har haft et sted mellem 20.000 og 35.000 indbyggere, Herculaneum et noget mindre antal. Hertil kommer talrige gårde uden for selve byområderne.

Jordskælvet år 62 e.Kr.

Den fredelige udvikling blev afbrudt af et voldsomt jordskælv i 62 e.Kr., der ødelagde store dele af Campanien. Befolkningen i de ødelagte områder tabte dog ikke modet, men begyndte straks på genopbygningen. Ingen anede, hvad der skulle ske kun 17 år senere.

Katastrofen år 79 e.Kr.

Men den 24. august år 79 e.Kr. indtraf katastrofen. Vulkanen Vesuv, som alle anså for skikkeligheden selv, gik i udbrud.

Ved et historisk mirakel har vi en antik øjenvidneskildring af katastrofen. Den senere embedsmand og forfatter Plinius den Yngre (61-114 e.Kr.) var på besøg hos sin onkel Plinius den Ældre under udbruddet. Onklen, der var kommandør for en romersk flådeenhed ud for Misenum på den anden side af Napolibugten (se kortet), sejlede frygtløs over mod katastrofeområdet for at redde nogle venner, men han omkom under redningsaktionen. Plinius den Yngre var blevet i Misenum. Mange år senere skildrede han i to breve til forfatteren Tacitus, hvad han selv havde set, og hvad man havde fortalt ham om onklens død.

Bl.a. ud fra disse breve véd vi, at der fra vulkanens top rejste sig en mægtig sky i form af et pinjetræ, og fra skyen dalede enorme mængder af aske og pimpsten ned over bl.a. byerne Pompeji og Herculaneum. Himlen var mørk af aske, kun flammerne fra Vesuv lyste op. Udbruddet ledsagedes af voldsomme jordrystelser.

De fleste mennesker nåede at flygte, men alligevel var der mange, som omkom, da de blev overrasket af varmen og de giftgasser, der fulgte med udbruddet. Samtidig begyndte det at regne med det resultat, at aske, pimpsten og regnvand dannede en grød, der trængte ind overalt. De følgende dage størknede grøden, der havde lagt sig i et lag på op til 8 meter over Pompeji og 25 meter over Herculaneum. Laget over Pompeji indeholdt en del luft, medens laget over Herculaneum dannede en mere hård masse.

Herculaneum. Nederst på billedet ses en gade fra oldtiden, sådan som den så ud, da katastrofen indtraf i år 79 e. Kr. Gaden har i den ene ende (forrest på billedet) en offentlig brønd i lys kalksten og i den anden ende en portbygning. Omkring 25 meter oppe i billedet ses nogle huse fra det nuværende Ercolano, som ligger oven på de enorme mængder af aske og pimpsten, der dækkede såvel Herculaneum som Pompeji. Inde under den nyere bebyggelse ligger der stadig antikke huse, som endnu ikke er gravet ud.

Da udbruddet ophørte, vendte mange tilbage for at redde, hvad reddes kunne. Nogle har vel også haft et håb om at kunne begynde forfra, men det måtte man opgive; askelaget var for højt til, at man kunne grave husene fri.

Den store glemsel

Med tiden begyndte man at dyrke områderne oven på de begravede byer, og hustage, akvadukter og andet, der ragede op over den nye jordoverflade, forsvandt, enten fordi det blev væltet og pløjet ned, eller fordi materialerne blev genanvendt i anden sammenhæng.

Langsomt gik Pompeji og Herculaneum i glemmebogen. Man kendte ganske vist Pompeji fra den antikke litteratur, men ingen vidste længere, hvor byen egentlig havde ligget. En medvirkende årsag til, at Pompeji kunne forblive glemt i mere end 1000 år, var at floden Sarno havde dannet en sump, der i en periode gjorde området ubeboeligt.

Udgravningerne

De første udgravninger fandt sted i begyndelsen af det 18. årh., først i Herculaneum og derpå i Pompeji. I 1738 begyndte man de egentlige udgravninger af Herculaneum, og i 1748 af Pompeji. Siden er udgravningerne fortsat, og i dag har arkæologerne udgravet mere end 3/5 af Pompeji, noget mindre af Herculaneum.

I den første periode søgte man især efter kunstværker og genstande af ædle metaller, siden har man også indset værdien af at udgrave og bevare mere ydmyge ting som husmure og værksteder, der kan fortælle om daglivet i en oldtidsby.

I Pompeji er næsten alt organisk materiale (dvs. materiale af kulstof som træ og skind) gået til grunde som følge af luftens mulighed for at trænge igennem askelaget. Derimod er mure, malerier, redskaber af metal samt glas særdeles velbevaret.

Og dér, hvor der har været organisk materiale, er der efterladt et tomrum. Når dette tomrum udfyldes med gips inden selve frilægningen, får man en ret præcis afstøbning af den ting eller det væsen, der har været i hulrummet. Der er således taget talrige og gribende gipsafstøbninger, der viser os mennesker i deres sidste øjeblik under flugten.

Her standsede livet brat for 3 personer den 24. august år 79 e. Kr. De er sandsynligvis blevet overrasket af varmen og giftgasserne. De to forreste personer - en mor og hendes søn? - har først opgivet at kæmpe mod den aske og de pimpsten, der faldt tæt fra himlen, medens den bageste - deres fader? - kæmpede lidt længere for at bevare livet. Figurerne er gipsaftryk af de hulrum, som arkæologerne fandt ved udgravningen. Kødet er forsvundet for længst, medens man undertiden kan se knogler og tænder stikke frem af gipsen.

Medens Pompeji er fattig på bevaret organisk materiale, er forholdene noget anderledes i Herculaneum. Her er der bevaret større mængder forkullet organisk materiale. Der er således bevaret en del vinduesrammer af træ, ja hele træreoler i en købmandsbutik er bevaret. Endnu mere interessant er bevarelsen af dele af papyrusruller af den betydningsfulde epikuræiske filosof, grækeren Filodem.

Bevaringsforholdene i Herculaneum har været af en anden art end i Pompeji. Det skyldes, at træværket i Herculaneum blev så varmt under katastrofen, at det  forkullede ganske som brød, der har ligget for længe på en tændt rister.
     Dertil kommer, at Herculaneum blev dækket af et højere og tættere lag aske og pimpsten, så ilten har haft vanskeligt ved at trænge ned til det organiske materiale.
     Huset til højre i billedet er således bevaret i sin fulde højde; ser man godt efter, vil man kunne se dele af forkullede dele af tagkonstruktionen.  Indvendig er der bl.a. bevaret en forkullet trævæg.

 

Ruinernes betydning

Ser vi bort fra nogle få personer som filosoffen Filodem og forfatteren Plinius den Yngre, er det ikke de store personligheder, der har gjort disse to oldtidsbyer kendte. Det er heller ikke bygninger med ekstraordinære arkitektoniske kvaliteter, der præger Herculaneum og Pompeji.

Der er i virkeligheden tale om et par ganske almindelige romerske provinsbyer. Men netop derfor er byerne interessante, da de gør det muligt at danne sig et nuanceret billede af de vilkår, som oldtidsmenneskene levede under i det første århundrede efter Kristi fødsel.

BJ / 2010