Forside   Græsk   Latin   Studieretning   Kunst & arkæologi   Sprog & kultur   Middelalder   Lærere   Studenter   Link   Redaktion   Copyright

De klassiske fag på Thisted Gymnasium og HF

 

Odysseus' eventyr

To heltedigte rager op i verdenslitteraturen, Iliaden og Odyssen. De tilskrives begge en blind digter ved navn Homer. Digtene er dog blevet til over en lang årrække indtil nedskrivningen i Athen omkring 530 f. Kr.

Iliaden handler om de græske heltes belejring og indtagelse af en borg ved navn Troja. Den ligger på Lilleasiens nordvestlige kyst. Borgen var uindtagelig, og belejringen varede i 10 år, indtil det lykkedes at indtage borgen ved en krigslist, Den Trojanske Hest.

Det andet store heltedigt hedder Odysseen. Det handler om en enkelt af heltene, Odysseus fra Ithaka. Hjemrejsen fra Troja til Ithaka vil normalt tage en uges tid, men ved et uheld kom Odysseus’ skib ud af kurs. Med det resultat, at hjemkomsten blev forsinken 10 år, således at han i alt var hjemmefra i 20 år.

Odysseen viser os de værdier og idealer, som grækerne var fælles om, og som indgik i opdragelsen overalt i den græske verden.

Figur 1. Vasemaleri af en græsk skole omkring 500 f. Kr. Til venstre undervises i sang og lyrespil, til højre i læsning. De indledende ord på papyrsrullen "Moisa moi" tyder på, at der undervises i et heltedigt. Vasemaleriet er udført af Duris omkring 490 f. Kr.

Idealet er at være veltrænet, modig, nysgerrig, klog, trofast over for venner og hjælpsom over for fremmede, og respektfuld over for forældre og guder. Det gælder tillige om at kunne bruge et værktøj og have ordet i sin magt.

Lad os se på 9 udvalgte episoder i Odysseen.

Kyklopen Polyfem

Odysseus havde sammen med andre græske helte kæmpet 10 år ved Troja. Da det endelig var lykkedes at indtage Troja, kunne heltene sejle hjem. Men ved et uheld kom Odysseus og hans mandskab ud af kurs, så han i alt var hjemmefra i 20 år.

Snart kom Odysseus til kyklopernes land. Kykloperne er lovløse kæmper, og de har kun et stort øje midt i panden. Drevet af nysgerrighed – en græsk dyd – gik Odysseus med 12 mænd ind i kyklopen Polyfems hule. Det havde nær kostet ham livet.

For da kyklopen kom hjem med sine får om aftenen, lukkede han hulen forsvarligt. Derpå fik han øje på Odysseus og hans mænd, og da kyklopen ikke respekterede andet end sin vom, greb han to mænd og åd dem med hud og hår, ja selv knoglernes marv guffede han i sig.

Odysseus vilde springe frem og bore sit sværd i kæmpen, men det havde været den visse død. For kyklopen havde lukket hulen med et stort klippestykke, som kun han kunne rokke.

Der måtte lægges en plan!

Næste morgen åd kyklopen atter to mænd og det samme gjorde han til aften. Men så lykkedes det Odysseus at hælde vin på kyklopen og blinde ham med en glødende planke.

Den følgende morgen skulle fårene som vanligt lukkes ud. Odysseus og de sidste 6 mænd slap ud ved at gemme sig under de største af dyrene.

Hvad kunne en græsk dreng lære af den historie? At man med mod og intelligens i forening kan klare selv de mest stupide og brutale modstandere.

Fig. 2. Odysseus og hans folk slipper ud af kyklopens hule ved at gemme sig under fårene. Her ses Odysseus under Polyfems store vædder. Træerne viser, at grækerne allerede er sluppet ud i det fri.

Vasemaleri på lekyth (flaske af keramik til olivenolie til hudpleje) fra omkring 500 f. Kr.


Troldkvinden Kirke

Efter at være sluppet levende fra kyklopen Polyfem sejler Odysseus og hans folk videre og kommer til øen Aiaia.

Her bor troldkvinden Kirke. Hun er datter af Solguden og Perse, en datter af Okeanos. Odysseus deler sit mandskab, og mens han bliver tilbage ved skibet med sin halvdel, går den anden anført af Eurylokhos op til Kirkes palads.

Foran paladset mødes de af logrende løver og ulve, og en fortryllende sang fra paladset gør mændene uforsigtige. Alene Eurylokhos aner uråd og gemmer sig. Frem træder den hårfagre Kirke og byder mændene så hjertelig velkommen. Mændene anbringes på bløde hynder og trakteres med honning, ost og pramnisk vin, som - oh gys - er iblandet en gruelig trylleurt.

Da mændene har tømt bægrene, giver Kirke dem alle et rap med sin tryllestav – og vupti, nu er de svin, som lukkes ind i svinestien.

Eurylokhos vender tilbage til skibet og orienterer Odysseus om katastrofen. Målrettet går Odyseeus til Kirkes palads og får undervejs af Hermes en modgift "Moly". Den beskytter mod trylledrikke.

Også Odysseus modtages af Kirke med mundgodt og forhekset vin, men ret som hun vil gøre ham til endnu et svin, trækker han sværdet. Kirke forstår, at gæsten er Odysseus og siger:

"Vel! saa stik i Balgen dit Sværd, og lader os derpå
Begge bestige min Seng, at hvilende sammen i Elskov
huldt forenes vi kan, og hinandens Fortrolighed vinde."

Et tilbud, som Odysseus ikke afslår, men først skal Kirke omgøre forvandlingen af hans mænd. Det følgende år lever Odysseus og hans folk i sus og dus hos Kirke, indtil længslen efter hjemlandet bliver for stor. Vemodig lader Kirke Odysseus og hans mænd rejse og giver dem mange gode råd med på rejsen.

Fig. 3. Maleriet af J. W. Waterhouse fra 1891 visers Kirke række trylledrikken frem til Odysseus, mens hun i den anden hånd holder tryllestaven. Ved hendes fod ligger en af gæsterne – som svin! I spejlet ses Odysseus gribe efter sit sværd.


Den trofaste Penelope

Mens Odysseus flakker om på havet og sover hos skønne gudinder, venter hans hustru trofast derhjemme på Ithaka. Hun venter i næsten 20 år uden at være Odysseus utro. Huset er besat af Ithakas unge mænd, der alle ønsker at overtage Odysseus' plads i ægtesengen.

Men Penelope er på niveau med Odysseus, når det gælder snilde og forstand. For at holde bejlerne hen er hun i færd med at væve et ligklæde til Laertes, Odysseus' far og hendes svigerfar. Før arbejdet er færdigt, vil hun ikke tage stilling til bejlernes ønske om at gifte sig på ny. For at forhale arbejdet optrevler hun hver nat dagens arbejde.

En stor del af tjenestepigerne har valgt side til fordel for bejlerne. "Odysseus kommer aldrig tilbage", tænker de. En af dem sladrer til bejlerne om Penelopes list med det resultat, at bejlerne forlanger arbejdet færdiggjort. Penelope er presset, men fortsat trofast.

Men er det ikke vildt urimeligt, at Penelope er trofast, mens Odyssseus deler seng med først troldkvinden Kirke og siden den gudeskønne Kalypso?

Fig. 4. Bejlerne anført af den frække Antinoos trænger ind i Penelopes vævestue for at meddele, at hun er gennemskuet. Nu skal ligklædet til Laertes gøres færdigt. Derpå skal hun vælge en af dem til ny ægtefælle. Malerie af Pinturicchio fra 1509.

Sådan vil vor tids feminister måske mene, men man skal være forsigtig med at vurdere en fjern fortid med vor tids målestok. I den homeriske verden er de centrale værdier "ryet / mindet" og "slægten", for det er alene gennem disse to, man lever videre. I Hades (Dødsriget) venter kun en trist skyggetilværelse. Derfor er det afgørende, at man er far til den dreng, hustruen er mor til.

Inden afrejsen til Troja fik Penelope og Odysseus sønnen Telemakhos. Han må være lidt over 20 år gammel, da Odysseus endelig kommer tilbage til Ithaka. Også han er truet; bejlerne har besluttet at slå ham ihjel.


Sirenernes sang

Der er mange farer på havet, som kan koste sømanden livet. En af dem er de fristende kvindfolk, som kaldes sirener. De synger så vidunderskønt, at enhver sømand vil favne dem.

Men sangen skal blot lokke sømændene ind på klipperne, hvor døden er stensikker.

Heksen Kirke har inden Odysseus' afrejse advaret ham mod sirenerne. Efter et års samvær kender hun Odysseus så godt, at hun ved, at han er grænseløst nysgerrig. "Til den mand nytter det ikke at sige, at han skal sejle uden om sirenerne i en stor bue," tænker Kirke. Derfor har hun en plan, som Odysseus bør følge.

Når skibet nærmer sig sirenerne, skal mændene surre Odysseus forsvarligt fast til masten. Samtidig skal deres ører stoppes til med voks, så de ikke kan høre en lyd. Når de er tæt på sirenerne, skal der roes til.

Fig. 5. Med deres skønne sang forsøger sirenerne at lokke Odysseus til at springe overbord. Odysseus er vild af sirenelængsel og rusker i masten, men det får blot hans folk til at surre ham endnu bedre fast. Maleriet er udført af Herbert James Draper i 1909.


Gudinden Kalypso

På et tidspunkt ankommer Odysseus og hans mænd til øen Trinakria. Her er Solgudens okser på græs. Trods Odysseus' advarsel slagter mændene okserne. Straffen udebliver ikke! For da de sejler videre, splitter et rædsomt uvejr skibet, og mændene omkommer – alle som en!

Alene den hærdede helt, Odysseus, redder sig i land efter ni døgn på det bølgende hav. Den tiende aften kastes han op på øen Ogygia.

Ogygia er et eventyrligt sted, fjernt fra den kendte verden. Midt på Ogygia ligger en dejlig grotte med et gyldent palads. Her bor den skønne gudinde Kalypso, datter af Atlas, alene med sine tjenestepiger.

Kalypso tager sig kærligt af Odysseus. Den isolerede beliggenhed tvinger Odysseus til at blive på Ogygia. Ufrivillig er han Kalypsos elsker i syv år!

Om dagen går han ned til stranden og spejder med trillende tårer over havet det golde af længsel efter sønnen og hustruen. Hver aften serverer Kalypso den dejligste mad og drikke, og derpå fryder de sig ved elskov om natten. Næste morgen går Odysseus atter trist ned til stranden.

Kalypso tilbyder Odysseus evig ungdom, hvis han vil blive hos hende. Hvorfor slår Odysseus ikke til? Fordi det er værdier som "slægt" og "ry", der sætter kursen i heltens liv. Lykken er at komme hjem til familien og sikre sig, at man ikke er glemt.

Efter syv lange år griber guderne ind. På Athenes initiativ sendes Hermes til Kalypso med den besked, at hun må give slip på Odysseus.

Kalypso bøjer sig for gudernes beslutning og hjælper Odysseus med at udpege materialer til at bygge en båd, der kan føre ham tilbage til civilisationen.

Her ser vi endnu en egenskab ved Odysseus, som grækerne værdsætter, håndværket. Odysseus er en dygtig håndværker, der forstår at bygge sit eget skib. Efter fire dages arbejde kan Odysseus begynde sejladsen mod hjemmet, rigeligt forsynet med mad og drikke af Kalypso.

Men havguden Poseidon får øje på den lille båd på det store hav. Poseidon er vred, for Odysseus har for 9 år siden blindet hans søn, kyklopen Polyfem. Et mægtigt stormvejr splitter båden som tørre avner, og Odysseus driver om på havet i tyve dage, indtil han udmattet lander på øen Scheria. Med sine sidste kræfter slæber han sig ind i et krat for at finde læ mod nattens kulde og de vilde dyr.

Den nat er der ikke mere liv i Odysseus end i et slukket bål, hvor der om morgenen kun er en lille glød tilbage nederst i asken. Odysseus' livsgnist er tæt på at slukkes.

Fig. 6. Odysseus spejder ud over havet og længes efter Penelope og Telemachos. Han ænser ikke den dybt forelskede og skønne gudinde Kalypso. Maleri af N. C. Wyeth fra 1929.

 

Sømanden og prinsessen

Den morgen ligger Odysseus dødeligt udmattet under en busk på stranden på øen Scheria. Øen er befolket af de venlige fajakere. Fajakernes konge hedder Alkinoos, og dronningens navn er Arete. Alkinoos er lidt vel glad for vin, konen er klog. Sammen har de en køn, klog og endnu ugift datter på 15-16 ved navn Nausikaa.

Hen på formiddagen tager Nausikaa sammen med sine tjenestepiger ned til stranden for at vaske tøj i nogle vaskegruber. Mens de venter på, at tøjet tørrer i solens stråler, kvidrer de og spiller bold.

Men ups, bolden smutter fra dem og lander tæt ved den sovende Odysseus. Pigerne hviner, og Odysseus vågner. Hvad er nu det?

For at pigerne ikke skal dø af skræk på grund af den nøgne og medtagne mand, bryder han med sin senede hånd en løvrig gren af busken og holder den foran sig, mens han træder frem. Alene Nausikaa bliver stående, mens de øvrige piger styrter afsted.

Med selvtillid og værdighed – og i bar røv – holder Odysseus en tale for Nausikaa, der er et retorisk mesterstykke. Også veltalenhed er en væsentlig dyd i den græske verden. Først efter at have smigret den unge pige, beder han om hjælp.

Nausikaa tager ordet og holder en tale, der ikke er mindre klog og velformuleret. En fremmed skal altid have hjælp, det gælder selvfølgelig også Odysseus. Så efter at have givet ham tøj og mad, føres han mod byen. Det sidste stykke vej må han dog gå alene, for Nausikaa vil ikke risikere, at folk begynder at sladre om hende og sømanden.

Men tag ikke fejl, Nausikaas hjerte er begyndt at slå meget hurtigt.

Vel fremme i paladset modtages Odysseus af Alkinoos og Arete. Ingen spørger om, hvem han er, for her hjælper man folk i nød, uanset hvem de er. Også det er en central græsk dyd. Først efter at have festet og lovet den fremmede hjælp til at fortsætte rejsen, spørger Alkinoos om navnet. Odysseus indleder sit CV med følgende selvsikre ord:

"Jeg er Odysseus, Laertes's Søn, ved listige Paafund
Vidt blandt Mennesker kendt, mit Rye har bredt sig til Himlen.
Ithaka hedder mit Hjem, den bakkede Øe, hvor det høie
Neriton kneiser saa stolt med sin skovomraslede Isse."

Derpå fortæller Odysseus om sine oplevelser gennem de sidste 10 år. Da han har afsluttet fortællingen, sørger fajakerne for, at han kommer godt afsted med kurs mod Itaka.

Figur 7. Odysseus kryber frem fra sit skjul med en stor gren i venstre hånd. Pigerne styrter afsted, alene Nausikaa bliver stående foran sømanden og bolden. Gudinden Athene har givet hende det fornødne mod til at tale med den fremmede. Maleri af Jean Weber fra 1888.

 

Hjemkomsten til Ithaka

Efter 20 års fravær lykkes det Odysseus at komme hjem til Ithaka. Løber han nu op til borgen for at sige "hej" til Penelope?

Nej, det ville være dumt. Bejlerne har overtaget styringen. Penelope er presset til at tage en af dem til ny husbond, og sønnen Telemachos er på vej hjem fra besøg i Pylos og Sparta. Størstedelen af folkene på Ithaka har forlængst opgivet at gense Odysseus.

Odysseus ankommer incognito, forklædt som tigger. Han opsøger først svinehyrden Eumaios, der bor ude på landet. Her modtages han venligt med mad og drikke. Det er også i Eumaios' bolig, at Odysseus forenes med Telemachos, der netop er landet med sit skib. Sønnen er den første, som Odysseus giver sig til kende over for.

Odysseus besøger derpå sit palads for at orientere sig om situationen.

Foran paladset ligger en gammel og misrygtet hund. Så snart den ser Odysseus, vifter den med halen og forsøger at rejse sig op. Odysseus kniber en tåre; for han kan se, at det er hans gamle hund Argos, som trofast har ventet på at gense sin herre i 20 år.

Vuf – vuf – vuf, og så døde hunden!

Forklædt som tigger træder den sindrige Odysseus ind i paladset og hånes af bejlerne. Da bejlerne sent på aftenen er gået hver til sit – en del af dem med en villig tjenestepige – , indleder den forstandige Penelope en samtale med den fremmede i et spinkelt håb om at høre nyt om Odysseus.

Hun giver den gamle tjenestepige Eurykleia besked på at vaske tiggerens fødder – sådan som det er skik, når en fremmed kommer på besøg. For mange mange år siden var Eurykleia Odysseus' amme.

På maleriet af den danske guldaldermaler C. W. Eckersberg sidder Penelope forgræmmet i baggrunden. Straks da Eurykleia begynder at vaske Odysseus' fødder, får hun øje på et ar, som Odyssseus havde fået under en vildsvinejagt i barndommen.

"Odysseus er kommet hjem!", vil hun råbe til Penelope, men Odysseus griber hende i struben med den ene hånd og holder hende tæt til sig med den anden: "Tie da stille!" Jeg har en plan, den skal du ikke ødelægge!

Inden Penelope den aften trækker sig tilbage for at sove, fortæller hun, at hun i morgen vil sætte bejlerne på en prøve: den, der kan spænde Odysseus' bue og skyde en pil gennem hullet i 12 øksehoveder, vil hun gifte sig med.

Bejlerne kan ikke længere holdes på afstand.

Fig. 8. Odysseus genkendes af sin gamle amme, den trofaste Eurykleia. Maleri af C. W. Eckersberg fra 1812.


Det store opgør

Næste dag forsamles bejlerne i højsalen til fortsat umådeholden fortæring af vin og mad, mens de håner den fremmede tigger og venter på bueskydningen.

Penelope går med nogle tjenestpiger ned til Odysseus’ våbenskab, åbner det, tager buen og det fyldte pilekogger frem og bærer begge dele ind i højsalen. Også de 12 gennemhullede øksehoveder bæres ind og stilles op efter en snor.

Bejlerne forsøger på skift at spænde Odysseus’ bue, men forgæves. På et tidspunkt beder Odysseus om lov til at holde buen, men mødes blot af hån, ja en af bejlerne kaster en stor fod af en ko i hovedet på ham. Nu spidser situationen til, og Telemachos beder sin moder gå op til sit "Høeienloftskammer".

Odysseus afslører sin identitet over for de to trofaste hyrder, svindehyrden Eumaios og kvæghyrden Philoitios ved at vise dem arret fra barndommens vildsvinejagt.

Borgen er aflåst – ingen kan slippe ud eller ind. Opgørets time er inde: Eumaios rækker buen til Odysseus. Med største lethed spænder Odysseus den vældige bue og prøver strengen, der laver så liflig en lyd som "Svalernes Qviddren".

Gudernes konge, Zeus, følger begivenhederne fra Olympen og lader tordenen rulle til varsel for det, der skal ske.

Det første pileskud er en fuldtræffer – pilen går lige gennem hullerne i de 12 økser. De følgende pileskud er fuldtræffere – for hver pil falder en bejler død om. Da der ikke er flere pile, fortsætter Odysseus og Telemachos, far og søn, med at fælde bejlerne med sværd og spyd, indtil der ikke er eneste tilbage i levende live.

Opgøret får Eurykleia til at juble af glæde, og hun skynder sig op til Penelope for at fortælle, at Odysseus er kommet hjem.

Fig. 9. Skyfos – drikkebæger – fra omkring 440 f. Kr. med gengivelse af bueskydningen. Til venstre ses Odysseus spænde buen, og bag ham står to kvinder, velsagtens Eurykleia og en anden tjenestepige. Til højre ses tre bejlere på vej til Hades: en har allerede smagt Odysseus’ pil, en ligger forskrækket på spisesofaen og en tredie har grebet et bord og forøger at bruge bordpladen som skjold.

 
Den lange nat

Odysseus har sammen med Telemachos sendt bejlerne til dødsriget Hades, og den trofaste Eurykleia er løbet op til Penelope for at fortælle, at Odysseus er kommet hjem.

Men den forstandige Penelope er skeptisk – Er bejlerne døde, må tiggeren være en gud, men Odysseus? Nej!

Eurykleia insisterer på, at Penelope skal hilse på Odysseus nede i salen. Her sætter Penelope sig tavs ved væggen over for Odysseus; han kigger ned i gulvet.

Hvem siger først noget? Det gør sønnen, som synes, at det ikke kan gå hurtigt nok med fars og mors forening.

Penelope er fortsat skeptisk og beder Eurykleia sørge for, at ægtesengen flyttes uden for sovegemakket.

Hertil indvender Odysseus, at det er umuligt at flytte ægtesengen, for han har selv bygget sovegemakket omkring en oliventræsstub og anvendt stubben til fod for ægtesengen. Det er kun hende og ham, der ved det.

De ord får Penelope til at overgive sig og

"Grædende mod ham hun foer, sine Arme kjærligen slynged
Fast om Odysses’s Hals, og kyssed hans Hoved ..."

Ægtesengen redes op, tjeneststefolkene og Telemachos trækker sig tilbage

"... og med inderlig Fryd de hinanden
Favned på Leiet igjen, hvor de hviled i forrige Tider ...

Men da det kjærlige Par havde frydet sig sammen i Elskov,
Mored de sig ved at tale om hvad der var hændet dem begge."

Da der er en del at tale om, forsinker Athene morgengryet. Tilbage er blot at fortælle, at Odysseus den efterfølgende dag henter sin aldrende far Laertes ude på landet. Og da bejlernes slægtninge ankommer for at hævne deres døde sønner og brødre, mødes de af Laertes, Odysseus og Telemachos – tre generationer klar til mere kamp!

Det kunne være blevet en blodig spiral uden ende, hvis ikke Athene havde vist sig og stoppet kampen med disse bevingede ord:

"Ætling af Zeus! Laertes’s Søn! Odysses, du snilde!
Styr dit Mod, og stands den altødelæggende Kampfærd!"

De ord får Odysseus til at indgå forlig med bejlernes slægtninge, så der kan blive fred og lykke på Ithaka! Sådan slutter det store heltedigt, Odysseen.

Fig. 10. Penelope og Odysseus, forenede i ægtesengen efter 20 års smertefuld adskillelse. Maleri af Francesco Primaticcio fra 1536.


PS: Citaterne ovenfor er fra Chr. Wilsters oversættelse fra 1837, men der findes også en mere moderne oversættelse af Otto Steen Due fra 2002. En læsevenlig gendigtning af Odysseen er foretaget af Otto Gelsted i 1954.

BJ / 26-10-2013